Information om sæsonvaccination 2026 mod covid-19 og influenza

Sæsonvaccination
2026 mod covid-19 og influenza

Målgrupper

Sundhedsstyrelsen anbefaler i år vaccination mod covid-19 og
influenza til:

  • Personer på 65 år og derover
  • Personer under 65 år med kronisk sygdom, herunder:
    • Personer med kroniske lungesygdomme
    • Personer med hjerte- og karsygdomme (undtaget
      isoleret, velreguleret forhøjet blodtryk)
    • Personer med diabetes 1 eller 2 (sukkersyge)
    • Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt, fx
      personer med immunglobulindefekter, organ- eller
      stamcelletransplantation, kræft i behandling med kemoterapi eller
      personer i anden immundæmpende behandling
    • Personer med påvirket respiration på grund af nedsat
      muskelkraft
    • Personer med kronisk lever- eller nyresygdom
    • Personer, herunder børn fra 6 mdr., med andre kroniske
      sygdomme eller tilstande, der ifølge lægens vurdering medfører, at
      influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko, fx personer
      med alvorlig reumatologisk sygdom, alvorlig neurologisk sygdom,
      korttarmssyndrom, personer med svær psykisk lidelse, Downs syndrom eller
      svært misbrug
  • Personer med svær overvægt (BMI>35)
  • Personer i samme husstand som personer med medfødt
    eller erhvervet immundefekt eller personer i samme husstand som børn i
    øget risiko for alvorlig influenza eller covid-19

Influenzavaccination anbefales fortsat til gravide i 2. og 3.
trimester og i 1. trimester, hvis den gravide har øvrige risikofaktorer for et
alvorligt sygdomsforløb med influenza.

Førtidspensionister tilbydes gratis vaccination mod influenza.

Borgere i målgruppen for begge vacciner kan få disse samtidig.

Vaccinationsperioden

I år starter vaccinationssæsonen den 1. oktober 2026 og slutter
den 20. december 2026.

Invitation til vaccination

Fra midt september 2026 sendes der invitation til vaccination ud
via e-boks eller ved almindelig post (hvis borgeren er fritaget for digital
post) til alle borgere på 65 år eller ældre.

Invitationerne sendes ud løbende, efter følgende plan:

  • 85 år+:
    den 8. – 9. september
  • 75-84 år:
    den 15. – 16. september
  • 65-74 år:
    den 22. – 24. september
  • Påmindelsesbreve udsendes den 3. november.

Alle andre målgrupper (fx gravide og kronisk syge under 65 år)
vil ikke modtage en invitation til vaccination. Disse borgere kan bestille tid
til vaccination via www.vacciner.dk
eller via bookingsupport på tlf.: 7023 2415 (for borgere uden
MitID).

Tidsbestilling via vacciner.dk for borgere uden invitation åbner
29. september.

Booking af tid til vaccination

For borgere med MitID henvises til www.vacciner.dk

For borgere uden MitID henvises til at kontakte
bookingsupport på telefonnr.: 7023 2415. Telefonen er åben fra den 9. september
alle hverdage fra kl. 08.30 – 15.30. 

Vaccinationssteder

I år bliver det muligt for borgere at blive vaccineret i
regionale vaccinationscentre og hos Danske Lægers Vaccinationsservice.

Der oprettes et regionalt vaccinationscentre i alle kommuner i
Region Midtjylland.

For at sikre et nært og tilgængeligt vaccinationstilbud
suppleres vaccinationscentrene med mindre vaccinationssteder, drevet af Danske
Lægers Vaccinationsservice, placeret med en bred geografisk dækning i Region
Midtjylland.

Alle vaccinationssteder og åbningstider kan ses på www.vacciner.dk

Vaccination af børn og unge under 18 år

Børn og unge kan blive vaccineret mod influenza, hvis en læge
har vurderet, at barnet har øget risiko for et alvorligt forløb med influenza.
Forældre kan fra den 29. september booke tid til vaccination på www.vacciner.dk

Børn og unge i målgruppe for en covid vaccination skal visiteres
af en speciallæge i pædiatri. Det vil sige at disse børn og unge alle er kendte
af regionens børneafdelinger, og forældre, hvis barn er vurderet at være i
målgruppen for en covid vaccination vil modtage information fra den afdeling,
som barnet er tilknyttet. Er barnet også i målgruppe for en influenza
vaccination kan barnet få influenzavaccinen sammen med covid vaccinen.

Vaccination af borgere der tidligere har oplevet en alvorlig
allergisk reaktion

Generelt er risikoen for alvorlige allergiske reaktioner ved
vaccination mod influenza og covid-19 yderst sjældne. Der ses kun omkring 1-2
reaktioner pr. 1 million givne doser.

De få allergiske reaktioner der forekommer efter vaccination kan
skyldes allergi overfor vaccinens indholdsstoffer, og sjældnere allergi overfor
selve det virksomme stof. De fleste indholdsstoffer er dog til stede i så små
mængder i vaccinerne, at de ikke udløser allergi og man har derfor i de senere
år ændret anbefalingerne.

Borgere med følgende tilstande kan blive vaccineret på et
almindeligt vaccinationssted uden særlige forholdsregler:

  • Høfeber
  • Penicillinallergi
  • Fødevareallergi inkl. æg
  • Allergi over for indholdsstoffer som neomycin, gentamin
    og formaldehyd
  • Reaktion på allergivacciner

Hvis borgeren med andre tilstande end ovenstående skal
vaccineres under særligt opsyn, kan borgeren kontakte Bookingsupport på tlf.
7023 2415. Telefonen er åben fra den 9. september alle hverdage fra kl. 08.30 –
15.30.

Vaccination i hjemmet

Tilbuddet om vaccination i hjemmet er kun for de borgere, der
ikke kan forlade deres hjem, eller som har brug for liggende transport for at
komme til et vaccinationssted.

Hvis borgeren kan blive kørt af pårørende, tage offentlige
transportmidler, flex-trafik eller lignende eller er visiteret til
handicapkørsel, så er borgeren ikke i målgruppe for vaccination i hjemmet. Der
er altså forskel på, om det er vanskeligt at komme til vaccinationsstedet eller
om det er umuligt at komme ud af hjemmet.

Hvis borgeren mener at være i målgruppen for vaccination i eget
hjem kan borgeren kontakte Bookingsupport på tlf. 7023 2415. Telefonen er åben
fra den 9. september alle hverdage fra kl. 08.30 – 15.30. 

Øvrige oplysninger

Der henvises til Region Midtjyllands hjemmeside for yderligere
information om vaccination mod covid-19 og influenza: www.rm.dk/vacciner

Sammen med Sundhedsstyrelsen vil regionen oplyse borgere om,
hvornår man er i målgruppen for vaccination, og hvor man kan modtage
vaccination.

Vi opfordrer til, at I som praktiserende læger og dermed
borgerens primær indgang til sundhedsvæsnet, vil hjælpe med at rådgive og
vejlede de borgere, som henvender sig hos jer, om deres muligheder for
vaccination.

Du kan evt. printe vedhæftede flyer ud og give til
interesserede borgere.

Ovenstående kan også ses på Praksis.dk via dette link: Sæsonvaccination
2026 mod covid-19 og influenza